Køb dit signerede eksemplar af
Peter Lundbergs bog AGENDA.
Bogen koster kr. 100,00 excl. forsendelse eller køb den hos din boghandler.
Køb AGENDA sammen med OPGØRET og få gratis forsendelse.
Lydbog koster kr. 100,-

Køb nu

Køb lydbogen nu

Køb dit signerede eksemplar af
Peter Lundbergs bog AGENDA.
Bogen koster kr. 100,00
ex. forsendelse (60kr.)
Køb AGENDA sammen med OPGØRET og få gratis forsendelse.
eller køb den hos din boghandler
Lydbog koster kr. 100,-

Køb nu

Køb lydbogen nu

AGENDA - FORLØBEREN FOR OPGØRET

OM KRIMIEN
AGENDA 

Kunstneren, Peter Lundberg, debuterer som romanforfatter med spændingsromanen AGENDA

AGENDA er en spændingsroman, som byder på intriger, mord, skjulte agendaer og ikke mindst den konfliktfyldte kærlighed, der opstår mellem mennesker fra to forskellige verdener.

En morgenløbetur i Silkeborgskovene på vej til jobbet ændrer kriminalassistent Thor Thomsens liv for altid. Han er kørt fast i sit job og er midt i en personlig krise. Overvejelserne om at foretage et karriereskift fylder meget. Da han møder på stationen, bliver han kaldt ud til en tragisk trafikulykke, hvor føreren er dræbt og brændt til ukendelighed. Men det forkullede lig viser sig efterfølgende ikke at være bilens fører, den succesrige finansdirektør Christian Lund.

Det, der i første omgang ser ud til at være en rutinemæssig politiopgave, bliver nu startskuddet på en spektakulær sag, som kommer til at ryste den finansielle verden. En tilsyneladende vellykket fusion mellem to internationale finansimperier har en noget anden agenda kørende under overfladen.

Under efterforskningen og jagten på mysteriet omkring Christian Lunds forsvindingsnummer kommer Thor så tæt på sagens kerne, at det får fatale konsekvenser for hans arbejds- og privatliv. Bedre bliver det heller ikke, da han midt i det hele indleder et forhold til Christian Lunds tidligere kæreste og enearving til én af landets største industrikoncerner. Har hun reelle hensigter? Eller er hun styret af sin dominerende fars agenda? Spørgsmålet er, hvem der er styret af hvem?

Kapitel 1

Tirsdag, den 22. maj 2007

FORAN KONTORBYGNINGEN til det børsnoterede finansimperie T.T. Webb og Co.’s hovedsæde holdt flåden af direktions- og be- styrelsesmedlemmernes imponerende biler parkeret. Både det danske og europæiske flag var hejst. Det vidnede om, at der foregik noget vigtigt i bygningen denne dag. Uniformerede vag- ter udenfor sørgede for, at ingen uvedkommende kunne få ad- gang til bygningen. Siden klokken 09.00 havde bestyrelsen holdt møde. Der var kun ganske få formaliteter tilbage, inden købsaf- talen ville være forhandlet på plads, og det store virksomheds- køb var en realitet, og Weberberg kunne tage til New York til Final Closing af kontrakten. Selve forberedelsen af købet havde en lille gruppe af særligt betroede medarbejdere under ledelse af Christian Lund arbejdet intensivt på gennem det seneste år. Alle brikkerne var faldet på plads, og de involverede kunne ånde lettet op.

Læs mere her

Som det så ud lige nu, var det en rigtig god løsning for aktionærerne i T.T. Webbs finansimperium. Kurserne var stadig i top, og købet af den skandinaviske del af amerikanske Simon Williams International havde de formået at holde totalt uden for pressens og børsernes søgelys.

Da finanskrisen satte ind og smadrede finansinstitutioner og virksomheder over det meste af verden, gik T.T. Webb ram forbi. Firmaets strategi om kun at holde sig til de mest sikre investeringer og ikke gamble med investorernes midler havde vist sig at holde. De beløb, der var tabt, var at regne i småtingsafdelingen i forhold til konkurrenterne. Forsigtighedsprincippet havde sejret, og det var der stor tilfredshed med bordet rundt. Der var udvist ”rettidig omhu”, som Mærsk McKinney Møller ville have sagt det, hvis han havde siddet med ved bordet. Ikke at der ikke undervejs havde været panderynken fra flere direktørers side, mens finanssektoren i de glade dage buldrede frem og præsterede overskudsrater med indekstal, der trodsede enhver logik, det havde der. Hvorfor skulle man ikke være med på denne gearingsbølge, når nu alle konkurrenterne scorede kassen? ”Det skal vi bare ikke”, havde Weberberg udtrykt det på et møde, så det ikke kunne misforstås. ”En dag vil I forstå hvorfor. Det er logik for agerhøns, at denne overophedning strider mod al sund fornuft og er direkte skadelig for markederne på langt sigt. Det holder ikke. Denne overophedede boble vil briste med et brag, der vil få tingene til at styrte sammen på en måde, som vi ikke tidligere har set. Internationale finansmarkeder vil, når det sker, blive totalt lammede, og de før så kendte nyrige vil blive blanket af fra den ene dag til den anden. Hele væksten bygger på et usundt grundlag baseret på lånte midler. Vi ved jo, at ingen kæde er stærkere end det svageste led. Jeg kan også her tilføje, at hvis jeg på noget tidspunkt bare ser antydningen af, at vi er på vej ind i dette cirkus, så vil jeg personligt sørge for at holde den eller de medarbejdere ansvarlige for følgerne …”

Han havde holdt en lille kunstpause, mens han kiggede ud over de lyttende ansigter. ”Og jeg vil ikke tøve et sekund med at effek- tuere det. Det er ingen kunst at gå i andres fodspor. Kunsten består i at holde sig til det, vi er gode til, og fortsat have fokus rettet mod vores kernekompetencer.” Ingen omkring bordet havde efterfølgende lyst til at gå ind i en yderligere dialog med finansimperiets stifter.

Da det gik vildest for sig i finanssektoren, var der da tidspunkter, hvor Weberberg havde følt sig fristet til at skubbe nogle private investeringer over i højtgearede aktiviteter. Men han holdt stædigt fast ved sine principper på trods af, at de ikke kunne præstere milliardoverskud som enkelte andre. Alligevel fremviste de acceptable og pæne resultater med konstante kurser på aktierne. Positio- nen som den lidt kedelige men sikre aktør i branchen var intakt. Specielt i månederne efter de store krak i finanssektoren blev firmaet gang på gang fremhævet som branchens skarpeste til at fastholde værdierne for dets aktionærer. Det affødte en kundetilstrømning af hidtil usete dimensioner.

En stor del af æren for dette tilfaldt den nyudnævnte administrerende direktør, Christian Lund. Han var en stor, strategisk begavel- se og lysende komet på finanshimlen og helt på linje med imperiets stifter. Christian Lund havde på rekordtid slået sit navn fast som en af branchens mest lovende stjerner. Dog var det ikke alle hos T.T. Webb og Co., der delte begejstringen for den fremadstormende direktør. Specielt ikke, hvis man lyttede til de lange rækker af forbigåede, ambitiøse direktører, som Christian Lund havde fået udma- nøvreret på sin vej mod den ultimative topposition i koncernen. Han var klar over sine modstanderes stærke og svage sider. Enkelte kunne, hvis han fejlede, blive farlige for ham. Derfor var det uhyre vigtigt, at de forholdsregler, som han havde taget, blev overholdt. Han måtte følge sin private agenda minutiøst punkt for punkt, som den systematiker han var. Intet måtte gå galt, og indtil nu havde han navigeret sikkert. Målene i fase et og to var nået på relativt kort tid. Og spillede han sine kort rigtigt i tiden herefter, hvor fase tre skulle implementeres, kunne han om ganske få år trække sig tilbage til en tilværelse, hvor han ikke længere behøvede at spørge nogen om noget som helst. Ingen ville da kunne ramme ham. Ingen. Hans private formue ville være i en vægtklasse, der ville få selv de mest formuende i Danmark til at ligne fattigrøve.

Dagens møde havde været hårdt, og fra starten havde linjerne mellem fløjene været trukket skarpt op. Der var meget på spil. Penge og magt. Kompromisløst havde det været fra først til sidst. Og mens de sidste krampetrækninger inden nederlagets erkendel- se havde lagt sig som en tung dyne over modstanderne, og de efterfølgende – nærmest bogstaveligt talt – sank udmattede sammen i erkendelsen af, at deres løb var kørt, havde Christian Lund fået sig endnu en flok fjender. For Christian var der meget på spil. Han hav- de derfor styret mødet med en hidtil uset kontant og kompromisløs linje. Nu var de igennem, og han var sikret. Christian kunne derfor styre sin agenda over til fase tre og Final Closing. Det hele var tilrettelagt, så det nu var ham, der fremover sad med den fulde magt. Den aldrende stifter og konsul nærede blind tillid til hans kompetencer, og så længe, han kunne opretholde Weberbergs tillid, kunne han gøre med firmaet, som han ville. Det var netop det, han agtede at gøre. Det eneste, han skulle sørge for, var, at overskudsraten blev fastholdt, og at der ikke kom slinger i valsen. Det ville der heller ikke komme, hvis han fulgte sin plan et hundrede procent.

Weberberg sad og skrev et par kommentarer i en mail på sin iPhone. Han var stort set tilfreds med mødets udfald, også på trods af den usædvanligt hårde tone, der indimellem havde været. Christian Lunds arbejde var på plads. De sidste formaliteter kunne ordnes i løbet af i morgen hos advokaterne. Det næste skridt blev iværksat i samme sekund, som han trykkede ”send”. Han sad et øjeblik og kiggede rundt på de mennesker, som i mange år havde lagt en stor del af deres energi og kompetencer i firmaet. En broget, kønsløs flok, syntes han, når han nu sad her og betragtede dem, efter det hele var overstået. De fleste havde nu fået travlt med at pakke deres papirer sammen, aflytte telefonsvarer og læse sms-beskeder. Han lagde sin telefon i jakkelommen. Nu var de næste skridt taget, og inderst inde følte han en vis lettelse brede sig. Alt det, der nu var iværksat, ville være overstået og effektueret, inden mange af mødedeltagerne var kommet hjem.

På trods af sine toogtres år følte Weberberg sig stadig skarp. Nogle mente måske, at det snart var ved tiden, han pensionerede sig selv. Men i dag følte han sig mere skarp end nogensinde tidligere. Han var i stand til at læse spillet, næsten inden det var startet, og kunne derfor med held orkestrere ud fra det. Hans viden og erfaring gennem de mange år i gamet havde skærpet sanserne, så han kunne se mere klart og tydeligt, end nogen anden i dette bestyrelseslokale overhovedet kunne forestille sig. Weberbergs gamle ven og fortrolige, advokat Søren Lundstrøm, kom hen og lagde forsigtigt hånden på hans skulder.

”Jeg går ud fra, at det hele nu kører, som vi har aftalt.” Weberberg så op på ham og nikkede med et smil, der ikke kunne misforstås. De mange års tætte bånd mellem de to betød, at de ikke behøvede at sætte så mange ord på for at forklare, når noget drastisk var sat i værk.

”Godt, Thomas. Vi ses som aftalt.”

Søren Lundstrøm var den eneste, der tiltalte Weberberg med fornavnet Thomas. Den daglige tiltaleform i koncernen var T.T., og mange af de ansatte var ikke klar over, hvad forbogstaverne egentlig stod for. Det kom dem heller ikke ved. T.T. var rigeligt. Men Søren Lundstrøm, som havde været hans fortrolige lige siden gymnasiet, var den eneste, der var så tæt på Thomas Tage Weberberg, som der stod på hans dåbsattest, at han kaldte ham ved hans rette fornavn. Da Weberberg etablerede finansfirmaet i midten af 80’erne skulle det lyde internationalt, og Søren Lundstrøm havde foreslået en sammentrækning af Thomas Tage Weberberg til slet og ret at kalde det for T.T. Webb Invest. Det blev så senere til T.T. Webb og Co., da firmaets vækst skete gennem strategiske opkøb af konkurrerende firmaer. Han smilte ved sig selv, mens han sad og funderede over dagens forløb. Han besluttede sig for at tage en snak med Christian Lund og rejste sig derfor fra sin plads og gik hen til ham i den anden ende af bestyrelseslokalet. Christian Lund stod for sig selv med ryggen til de øvrige og talte privat i mobilen. Weberberg rykkede ham diskret i ærmet og signalerede, at han ville tale med ham.

Advokat Søren Lundstrøm var kommet i en højrøstet diskussion med en af dagens virkelige tabere, administrerende direktør Hans Toftegård fra den skandinaviske afdeling af konkurrenten SWI Simon Williams International Inc., som fra i morgen ville være opslugt i
T.T. Webb International. Det var mere end klart, at Hans Toftegård havde kalkuleret med en attraktiv plads i den kommende koncern- ledelse. Sådan gik det bare ikke. Han var ifølge Christian Lund ikke skarp nok, hvilket han meget kontant havde fået at vide under dagens forhandlinger. De kunne dog godt bruge ham lidt endnu, indtil det sidste var faldet på plads. Som nyslået, detroniseret direktør med tidligere uindskrænket magt kunne Toftegård nu se frem til en fremtid som jobsøgende. Selvom han havde udsigt til en særdeles lukrativ fratrædelsesgodtgørelse, havde Hans Toftegård ikke tænkt sig at forlade sin stilling uden kamp. Det havde været tydeligt for enhver under mødet. Lige nu stod han i den bageste ende af mødelokalet og kom med højrøstede beskyldninger om både svindel og aftalt spil iscenesat af Christian Lund for egen vindings skyld. Et noget uheldigt optrin, som fik Christian Lunds modstandere til at klum- pe sig sammen i en interesseret klynge ved siden af Hans Toftegård og Søren Lundstrøm. Der blev båret ved til bålet. Måske faldt der nogle lunser af, som de andre kunne benytte sig af til senere brug over for den modstander, som de allerhelst så fjernet fra sin post.

Hans Toftegård havde ikke mere at miste, derfor slog han fra sig. Weberberg var helt klar over, hvad der foregik lige nu.

”Han er godt nok blevet sur over forløbet”, sagde Christian Lund, som netop havde afsluttet sin samtale og stillet sig ved siden af Weberberg.

”Lad os gå ind til mig. Jeg har noget, vi skal tale om.” De forlod bestyrelseslokalet og gik ind på det store hjørnekontor.

”Det var en ordentlig omgang i dag. Men godt, at vi fik det hele med. Det sidste her med Hans Toftegård er jo kun, hvad vi kunne forvente oven på dagens udfald”, sagde Christian, mens han stod og var godt tilfreds med sin egen præstation på dagens maratonmø- de. Weberberg lagde papirerne fra sig på skrivebordet og så skarpt hen på Christian.

”Ja, det er vel forventeligt. Det undrer mig bare, at han gør det på den her måde. Undrer det ikke også dig?” Christian lod sig falde afslappet ned i stolen over for skrivebordet og foldede begge hænder bag sit hoved. ”Det er der da ikke noget underligt i. Manden har jo bare ingen stil.”

”Det er ikke et spørgsmål om god eller dårlig stil, jeg er ude efter. Svar mig ærligt. Har han på noget tidspunkt haft grund til at tvivle på vores troværdighed, vores intentioner og forløbet i det, vi har været igennem?”

Weberbergs spørgsmål ramte ham, og han prøvede at beherske sit kropssprog og bevare roen. ”Der er ikke noget at komme efter. Intet.”
”Og det er du helt sikker på? Du garanterer altså over for mig, at der ikke er noget, der kan ramme os nu?” ”Ja, overhovedet intet.”
”Du er heller ikke under forløbet kommet til at stille ham noget i udsigt, som ikke er blevet indfriet, så han nu føler sig godt og grundigt snydt?”
”Hvad skulle det være?”
”En plads i koncernledelsen, for eksempel?” ”Aldrig i livet. Det har han slet ikke format til.”
”Det undrer mig bare, at han tager sådan på vej. Han må jo have en grund til det. Den grund vil jeg have dig til at belyse for mig NU! Jeg har kendt Hans i mange år. Han har altid været en både god og loyal direktør.”
”Jamen, jeg forsikrer dig …”
”Jeg vil ikke tolerere, at nogen går rundt og sætter spørgsmålstegn ved vores troværdighed, fordi én eller anden har forkludret noget fundamentalt i forhandlingsforløbet. Er det forstået?”

Christian rejste sig fra stolen og gik hen til vinduet. Nu måtte han virkelig beherske sig for ikke at tabe besindelsen. Weberberg ville ikke kunne vide noget. Han havde været forsigtig gennem hele forløbet.

”Toftegård har klaret sig udmærket som Skandinavisk leder af SWI. Han har gjort et kæmpearbejde for at gøre dem klar til overta- gelsen. Han har været loyal og topprofessionel hele vejen. Lige nu føler han sig bare sparket godt og grundigt et vist sted, fordi han ikke har fået plads i den kommende koncernledelse. Det kan du vel godt forstå? Måske er det heller ikke korrekt at udmanøvrere ham på denne … skal vi sige noget ydmygende facon, som det var tilfældet under mødet i dag?”
”Vi kan ikke bruge ham. Længere er den ikke. Han har ikke udvist nogen særlig form for kreativitet i den proces, som vi har været igennem, og hans ledelse har været svag. Han er ikke andet end en forpulet lurepasser. Jeg vil ikke samarbejde med ham.”
”Nej, du vil ikke. Er det dér, problematikken ligger? At DU ikke vil? Måske kunne det tænkes, at han alligevel kunne bidrage med noget for os i fremtiden? Toftegård har været en vigtig og loyal medspiller. Det skal på én eller anden måde også belønnes.”
”Det mener du ikke?”
”Jo, Christian, det mener jeg faktisk. Det kunne egentlig godt være, at jeg kunne bruge ham.”
”Hvad fanden sker der, T.T.? Vi har lige fået en kanonaftale igennem. Købet er på plads, og jeg er som din mand med i den nye ledelse. Hvad betyder så dette her? Jeg troede, vi var enige om strategien.”
Christian kunne mærke, hvordan blodtrykket steg. Han havde svært ved at styre vejrtrækningen og forholde sig rolig, mens han udviste den kontrollerede balance, som han helst ville udstråle. Weberberg var en garvet, strategisk ræv. At han havde et formål med dette her, var han klar over. Han kunne bare ikke i dette øjeblik regne ud, hvad det var.
”Du er sgu for nem at gennemskue, Christian.”

I det samme bankede det på døren og uden at vente på et KOM IND, trådte advokat Søren Lundstrøm ind på Weberbergs kontor, vred og totalt opkogt i ansigtet.

”Beklager, at jeg afbryder jeres møde, men jeg skal lige have T.T. for mig selv.”
”Vi var også færdige, så det er helt i orden”, sagde Weberberg og gjorde mine til Christian, at han godt måtte forlade kontoret.

Christian rejste sig fra stolen og forlod kontoret uden at sige noget.
Da de var blevet alene, lavede Lundstrøm en thumbs-up til Weberberg.

”Har du givet Toftegård timer i optrin?” spurgte Weberberg med et slet skjult smil. ”Det klarede han sgu perfekt, og det virkede meget autentisk.”
”Det gik fuldstændigt efter bogen.” ”Næste fase, er den klar?”
”Alt er under kontrol. Det hele kører som aftalt, Thomas.”
”Så er der snart ikke mere, vi to skal bekymre os om”, sagde han og gav Søren Lundstrøm et venskabeligt skulderklap.
”Vi mødes som aftalt med Toftegård hjemme hos dig i aften. Han er helt på vores side. Nå, jeg går ud til de andre igen, de skal ”fodres” lidt mere. Jeg må lige have grimassen klistret på igen”, sagde Lundstrøm og blev igen den vrede person fra før.
”Pas nu på, det ikke bliver en vane med den grimasse. Den klæder dig ikke helt. Jeg bliver herinde, der er ingen grund til, at jeg blander mig i jeres forestilling derude …”

Idet Lundstrøm forlod kontoret, lukkede han døren hårdt efter sig. Weberberg tog sin mobil frem og ringede op.

LÆS
UDDRAG FRA AGENDA —

LYT
UDDRAG FRA AGENDA —

Lydbogsudgaven af AGENDA er indlæst af skuespiller Finn Storgaard. Lyt en bid af bogen her.

KØB AGENDA HER —

Køb dit signerede eksemplar af Peter Lundbergs bog AGENDA her.
Bogen koster kr. 100,00 excl. forsendelse eller køb den hos din boghandler
Køb AGENDA sammen med OPGØRET og få gratis forsendelse.

Lydbog koster kr. 100,-